Gerningsmand til sexovergreb ved Refsvindinge på Østfyn kørte mindre rundt end før antaget
Få hundrede meter fra sit hjem og bag en ubeboet, stråtækt landejendom blev en 10-årig pige fra Refsvindinge udsat for seksuelt overgreb. Det fortæller Fyens Stiftstidende.
Fyns Politi bekræfter for første gang, at overgrebet på pigen for knap to uger siden fandt sted nær hendes hjem, efter at hun blev tvunget ind i gerningsmandens bordeauxrøde bil, fik en halsedisse for øjnene og fik hænderne bundet med to grønne strips.
- Pigen har hidtil givet udtryk for, at hun er blevet kørt rundt i området i længere tid. Vores efterforskning viser, at hun er blevet kørt ned bag en ubeboet gård på Longvej 3, forklarer chefen for Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, Henrik Justesen, til Fyens Stiftstidende.
Bag gården er fundet to strips, som er brugt til at binde pigens hænder med. De er sendt til dna-undersøgelse. Der er dog for lidt brugbar dna til at danne en profil.
Det ligger fast, at den 10-årige pige ligesom en 11-årig pige fra Vester Skerninge blev seksuelt misbrugt i gerningsmandens bil, som endnu ikke er fundet.
I sagen fra Refsvindinge har politiet fundet en tredje strip i samme farve og magen til de to bag den øde landejendom. Den er sendt til retsgenetisk institut, men politiet har endnu ikke modtaget resultatet.
- Vi mener, manden er kørt ned bag den øde gård for at skjule sig og forøve overfaldet. Det er ikke ret langt fra pigens bopæl. Bilen har hele tiden befundet sig på Longvej, og han har også sat hende af på Longvej, hvor én strip er fundet, siger Henrik Justesen.
Også ved overgrebet på en 11-årig på Sydfyn er der brugt strips. Ifølge pigen var de lyserøde, men de er ikke fundet.
Den stråtækte firlængede ejendom med udsigt til åbne marker ligger nede ad en markvej, og man kan ikke umiddelbart se, om den er beboet. Det er den ikke. I snart to år har den været til salg. Det skriver Fyens Stiftstidende.