Sammen med den nye sæson af X Factor lancerer DR programmet "Xtra Factor", hvor tv-værten Emil Thorup fører seerne med bag om scenen - og endnu tættere på deltagerne, dommerne og dramaerne, der udspiller sig i kampen om at blive Danmarks næste X Factor-stjerne.
Det fortæller DR i en pressemeddelelse.
- I år giver vi seerne en unik mulighed for at komme med bag om X Factor, og det er i programmet "Xtra Factor", fortæller DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme og fortsætter:
- Programmet sætter fokus på alt det, der foregår backstage mellem dommerne, og vi går endnu tættere på deltagerne, end vi har været før - og dermed er vi ikke mindst med, dér hvor alle dramaerne udspiller sig.
- I de fem sæsoner, der indtil videre har været af X Factor, har vi set, hvor mange gode historier, vi ikke har haft plads til i programmet, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har mulighed for at præsentere alle disse ekstra historier for seerne.
- Emil er den perfekte vært til præcis denne opgave. Han giver programmet kant, han stiller de helt rigtige spørgsmål, og han forstår at guide seerne igennem programmet på allerbedste vis.
Den sjette sæson af X Factor har premiere på DR den 28. december klokken 20.00. Her kan seerne følge deltagernes kamp om at vinde Thomas Blachman, Ida Corr og Anne Linnets gunst - og dermed nå et skridt nærmere bootcamps, rækken af liveshows og måske endda titlen som vinder af X Factor 2013.
/ritzau/