Boksekarrieren bød på 1,7 millioner kroner i præmiepenge, 237 kvinder i sengen, tre europamesterskaber og til sidst et mislykket forsøg på at vinde verdensmesterskabet i boksning.
Tom Bogs var sin generations store sportsidol, men efter boksekarrieren sluttede, startede et noget mere almindeligt liv, skriver B.T.
Pengene blev brugt, lige så hurtigt som de kom ind, så da karrieren sluttede på Toms 30-års fødselsdag, måtte han til at se sig om efter en ny tilværelse.
Det bragte ham til Vridsløselille, hvor han blev fangevogter, men kort efter skiftede han job til skraldemand.
"Jeg så en annonce, hvor de søgte skraldemænd, og jeg kunne se, at lønnen som skraldemand var langt højere end som fængselsbetjent, så jeg ringede og spurgte, om jeg kunne få jobbet. Og de ville gerne have mig," fortæller han til B.T.
Tom var skraldemand de næste 25 år, ind til han for et år siden gik på pension.
I dag lever han en tilbagelænet tilværelse som pensionist i Hvidovre. Den 67-årige eksbokser bor sammen med sin tredje kone og har seks børn og 12 børnebørn.
Kilde B.T.