En mand, der tidligere har overfaldet en pige på Sydfyn, har slået til igen.
Denne gang er offeret en pige på 10 år, oplyser Fyns Politi.
- Hun cyklede hjem fra skolefritidsordningen og blev stoppet af en mand i en ældre rød bil, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.
Den nye forbrydelse er sket onsdag eftermiddag lidt efter klokken 15 i Refsvindinge på det østlige Fyn.
Ud fra signalementet ligner han meget den mand, der 26. oktober greb fat i en 11-årig pige, der var stået af skolebussen i Vester Skerninge.
I begge tilfælde er børnene blevet bortført og udsat for et seksuelt overgreb.
Også i første nye sag var gerningsmanden kørende i en rød bil. Og i begge tilfælde var gerningsmanden nærmest høflig og lugtede af tobak.
Da pigen blev ført ind i bilen, lod manden hendes cykel og skoletaske ligge.
Derefter kørte de rundt i området, og undervejs forgreb han sig på hende.
Pigens øjne var dækket, og hun har derfor ikke fået et godt indtryk af mandens udseende.
Politiet håber på, at vidner vil henvende sig.
Det gælder mennesker, der har set en rød bil nær Refsvindinge og Ørbæk onsdag eftermiddag. Og i særdeleshed, hvis den er set på Hovedvejen og ved Longvej i tiden mellem klokken 15 og 16.30.
Efter det første overgreb på en 11-årig i Vester Skerninge fik politiet mange tip i sagen.
Ret hurtigt nåede man op på cirka 70 henvendelser.
Også dengang var den røde bil i centrum i efterforskningen. I begge tilfælde blev forbrydelserne begået inde i bilen.