Sexchikane koster stillinger og sygemeldinger
En ny undersøgelse viser, at seksuel chikane har vidtrækkende konsekvenser og i værste fald kan koste sygemeldinger og opsigelser. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix
Seksuel chikane har kedelige konsekvenser, viser en ny undersøgelse.

Klap i numsen. Utilstedelige berøringer. Lumre sms-beskeder og bemærkninger. Direkte truende og nedværdigende tilnærmelser.

Sexchikanen har mange ansigter. Og den har tilsyneladende lige så mange bivirkninger.   

Hver tiende, som har oplevet seksuel chikane på jobbet, har nemlig opsagt deres stilling.

Og næsten lige så mange har meldt sig syge. Det viser en ny undersøgelse, som Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, står bag.

- Det viser, at problemet er omfattende. Ikke kun at sexchikane sker, men også at der for den enkelte er en meget høj pris at betale for, at andre ikke kan finde ud af at overholde grænserne, siger Majbrit Berlau, der er næstformand i FH til DR.

Mere end hver femte, som har været udsat for sexchikane, mister lysten til helt at gå på arbejde. Op mod hver sjette oplever psykisk ubehag eksempelvis i form af stress og depression.

Og igen har knap hver ottende haft koncentrationsbesvær på arbejdet, skriver DR.

Ikke overraskende er det mest kvinder, som udsættes for seksuel chikane på jobbet.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har 6 procent af kvinderne på arbejdsmarkedet oplevet seksuel chikane på jobbet. Kun 1,6 procent af mændene har været ude for sådanne krænkelser på jobbet.

Samlet set var fire procent af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked udsat for seksuel chikane på jobbet i 2018, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Hvilke brancher er ramt af sexchikane, og hvilke går fri?

Jobgrupper med størst andel af lønmodtagere, der har været udsat for seksuel chikane inden for de seneste 12 måneder: ·

  • Social- og sundhedsassistenter.
  • Kokke og tjenere
  • Specialpædagoger
  • Sygeplejersker
  • Præcisionshåndværkere

Jobgrupper med mindst andel af lønmodtagere, der har været udsat for seksuel chikane inden for de seneste 12 måneder:

  • Naturvidenskabelige teknikere
  • Ingeniører og arkitekter
  • Ledere
  • IT-konsulenter
  • Smede

Kilde: Rapporten 'Fakta om Arbejdsmiljø og Helbred 2018' af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

UDVID
 

via Listen To News