På et personligt møde i dag har biskop Czeslaw Kozon fra den katolske kirke talt med en præst på Sjælland, som har henvendt sig efter en række anonyme anklager om seksuelt overgreb.
Præstens henvendelse kommer efter anonyme beskyldninger i Berlingske Tidende om seksuelt misbrug for 30 år siden. Præsten kontaktede biskoppen, efter et medie havde henvendt sig til ham, fortæller Czeslaw Kozon til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Jeg konfronterede ham med anklagerne, og dem kunne han ikke genkende og heller ikke hvem anklageren skulle være," fortæller biskoppen.
Czeslav Koson mener derfor ikke, at kirken kan gøre mere i sagen, før den anonyme mand, der i dag er i 40'erne, henvender sig med sine anklager.
"Vi kan ikke gøre mere ved sagen, så længe ofret ikke står frem. Derfor ønsker vi, at han henvender sig til enten mig eller pastor Niels Engelbrecht, der leder det fagetiske råd eller politiet," siger biskoppen.
Hvis kirken ikke har hørt fra den anonyme tidligere messedreng i løbet af et par dage, vil kirken kontakte politiet for så at finde ud af, hvordan de kan komme videre med sagen.
Det er af hensyn til retssikkerheden for den pågældende præst, at biskoppen ønsker, at den anonyme anklager henvender sig med sine beskyldninger.
De øvrige 17 sager om seksuelt misbrug i den danske katolske kirke, som er kommet frem de seneste uger, bliver nu efterforsket af politiet.