Indtil nu har hiv-smittede risikeret op til fire års fængsel, hvis de glemte kondomet, når de dyrkede sex.
Men landets førende hiv-eksperter vil nu have gjort det lovligt for hiv-smittede at dyrke ubeskyttet sex.
Behandlingen og medicinen til hiv-smittede er nemlig blevet så god, at sandsynligheden for smitte er meget lille.
"Jeg mener, at den her lov skal fjernes. Det er voldsomt diskriminerende for folk med hiv, at man gør deres sygdom strafbar i forhold til andre smitsomme sygdomme. Det værste er, at man holder folk borte fra at blive testet, fordi deres sexliv bliver kriminaliseret, hvis de bliver testet hiv-positive. Loven virker derfor med hensigten," siger Jens Sundgren, der er professor på Rigshospitalet, til B.T.
Han fortæller, at en smittet, velmedicineret mand skal have ubeskyttet sex med en kvinde 25.000 gange for at smittet hende.
Svenske og norske eksperter har inden for den seneste uge ligeledes talt for en afkriminalisering. Indtil nu er 16 mennesker i Danmark blevet dømt for at dyrke sex, mens de var smittet med hiv. Men også formanden for Aids Fondet, professor Peter Skinhøj, taler for, at der ikke skal dømmes flere.
"Jeg tror simpelthen ikke på, at truslen om fængsel gør noget som helst for at forhindre smitte. Derfor bør man fjerne loven," forklarer han B.T.
Ifølge Statens Serum Institut er 5.078 danskere blevet testet hiv-positive siden 1990.
-Newspaq