En af verdens mest eftersøgte personer er anholdt.
Det drejer sig om hærlederen Ratko Mladic, som er mistænkt for at stå bag krigsforbrydelser i borgerkrig i det tidligere Jugoslavien.
For få timer siden skrev den serbiske radiostation B92, at politiet i Serbien havde anholdt en mand ved navn Milorad Komadic.
Det er nu blevet bekræftet af Serbiens præsident, Boris Tadic, at der er tale om den eftersøgte Ratko Mladic, som skjulte sig under et dæknavn.
Ratko Mladic er eftersøgt af den internationale krigsforbryderdomstol. Han menes blandt andet at stå bag massemordet i Srebrenica, hvor 8.000 muslimske drenge og mænd blev dræbt.
Anholdelsen er særdeles vigtig for, at Serbien kan komme videre efter borgerkrigen i 90'erne.
"Så længe han har været på fri fod, har det ikke været mulig at gøre regnskabet op. Han har været den vigtigste sten, som har manglet," siger Balkan-ekspert Karsten Fledelius fra Københavns Universitet til Newspaq.
Ifølge Fledelius har anholdelsen overordentlig stor betydning for Serbien fremtid.
"Det er et direkte og aktivt samarbejde fra serbisk side med verdenssamfundet, og det lover også godt for fremtidige samarbejder for eksempel med EU," siger Balkan-kenderen.
Kilde: B92