Serbien undskylder nu for første gang massakren i Srebrenica i 1995, hvor omkring 8000 bosniske, muslimske mænd og drenge blev dræbt og begravet i massegrave.
Et snævert flertal i det serbiske parlament vedtog tirsdag aften en resolution, der fordømmer massakren, som anses som et af de værste eksempler på etnisk udrensning siden Anden Verdenskrig.
Massakren blev anført af general Ratko Mladic, der var nær ven med daværende serbiske præsident Slobodan Milosevic. Mladic er stadig på fri fod.
EU vil ikke begynde indledende samtaler med Serbien om et medlemskab i EU, før han er fanget.