En 56-årig mand er blevet idømt fem måneders fængsel for at sende krænkende billeder af sin 29-årige ekskæreste til blandt andet hendes chef.
Straffen blev gjort betinget med krav om samfundstjeneste.
Det skriver TV Øst.
Den 56-årige erkendte, at han havde sendt billederne af ekskæresten – men nægtede sig skyldig i blufærdighedskrænkelse.
Det mente retten dog ikke, at der kunne være tvivl om og dømte manden skyldig i ni forhold - heriblandt at hacke sig ind i ekskærestens email.
- Jeg er tilfreds med straffens længde, men jeg synes egentlig, at mandens handlinger var så alvorlige, at han skulle have haft ubetinget fængsel. Men det mente dommeren dog ikke, siger anklager Stephan Pedersen til TV Øst.
Den 56-årige mand udbad sig betænkningstid for at afgøre om sagen skal ankes.