Nye EU-regler om selvslukkende cigaretter bliver indført om få dage.
EU vedtog sidste år en ny standard for selvslukkende cigaretter, som betyder, at cigaretterne skal fremstilles med et specielt cigaretpapir.
Reglerne træder i kraft på torsdag.
Fra den dag bliver det ulovligt at sælge cigaretter, som ikke har det ekstra tykke lag papir omkring sig, der gør dem selvslukkende.
British American Tobacco Denmark, der står bag mærker som King's og Prince er forberedt og har solgt de nye cigaretter siden i sommer.
"Rygere vil opleve den samme smag og duft, som de plejer, men rygeoplevelsen kan virke anderledes, fordi cigaretpapiret er blevet ændret," oplyser selskabet på sin hjemmeside.
Hvert år dør ca. 40 danskere af brande forårsaget af rygning.
Beredskabsstyrelsen har tidligere vurderet, at de nye selvslukkende cigaretter kan reducere dødstallet med fem til 10 personer.