Et selvportræt fra 1911 af den verdensberømte danske kunstner Vilhelm Hammershøi er tirsdag blevet solgt for 2,8 millioner kroner. Det er verdensrekord for et selvportræt af kunstneren, oplyser Bruun Rasmussen Kunstaktioner i en pressemeddelelse.
Selvportrættet blev solgt til en udenlandsk kunstsamler via den såkaldte "Live-bydning", hvor auktionen kan følges live på Bruun Rasmussens hjemmeside.
- Det er ekstremt sjældent, at der udbydes selvportrætter af den verdensberømte danske kunstner Vilhelm Hammershøi på det internationale auktionsmarked.
- Forventningerne til dagens salg var derfor også høje og blev til fulde indfriet, da hammeren faldt ved 2,8 millioner kroner, siger Kasper Nielsen, der er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen.
Bruun Rasmussen Kunstaktioner oplyser, at Hammershøi selv havde selvportrættet hængende i sit hjem i Strandgade 25 på Christianshavn, og det har efterfølgende været i hans efterkommeres eje.
Hammershøi betragtes i dag som én af de største danske kunstnere på det internationale auktionsmarked.
I 2012 betalte en international privat kunstsamler over 15 millioner kroner for et maleri af Vilhelm Hammershøi. Det var på daværende tidspunkt rekord for et dansk maleri solgt på auktion.
Vilhelm Hammershøi døde i 1916.
/ritzau/