Den 44-årige mand, som her til formiddag har truet med at begå selvmord i et svævefly over Karup, er nu landet i god behold.
I flere timer lå han og cirklede rundt over det militære område i Karup i et svævefly, som han havde stjålet fra Viborg Svæveflyveklub, og som han truede med at styrte mod jorden.
Imens arbejdede politiets forhandlere på højtryk for at få manden til at lande. Politiets forhandler var fremme ved kontroltårnet i Karup allerede klokken 8.40, og senere var også en af den fortvivlede pilots venner med til at tale den 44-årige fra at begå selvmord.
Efter godt fem timer sluttede dramaet på Flyvestation Karup klokken 11.08 med en vellykket landing.
"Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad der er sagt og gjort undervejs, men der er ingen tvivl om, at det er snakken, som får ham til at ændre mening," siger Jørgen Hassing fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet modtog tidligt i morges klokken 5.09 en opringning fra den 44-årige mand, som på det tidspunkt virkede psykisk ustabil. Politiet kørte derfor ud til mandens lejlighed i Viborg, men da de nåede frem, var manden væk. I lejligheden fandt politiet et afskedsbrev på et USB-stik.