I det afghanske forsvarsministerium har man undgået, hvad kunne have været en større tragedie.
I går mandag afslørede man nemlig et plot om selvmordsangreb på ministeriet, da man fandt 11 veste rigget til med eksplosiver.
Vestene skulle have været brugt i et terrorangreb og et antal afghanske soldater er nu anholdt for at have stået bag det uhyggelige plot, skriver amerikanske MSNBC.
I dag tirsdag har de afghanske myndigheder offentliggjort anholdelsen af de afghanske soldater, men endnu er der ikke mange flere detaljer i sagen.
Myndighederne udtrykker dog fornyet frygt for, at det afghanske militær er mere infiltreret af terrorgrupper, end først antaget.
Anholdelsen i ministeriet kommer nemlig i kølvandet på flere hændelser, hvor afghanske soldater, politimænd, eller terrorister forklædt som samme har dræbt internationale styrker.
Så sent som i går, samme dag som man fandt de elleve selvmordsbombeveste, blev to Nato-soldater på den vis skudt og dræbt af en afghansk soldat på en militærbase i Helmandprovinsen.
Alene i år er i alt 16 Nato-soldater dræbt i lignende angreb.
Kilde: MSNBC