Urolighederne fortsætter i Pakistan, og fredag har der været to eksplosioner uafhængige af hinanden, som har dræbt syv og såret over 20 personer. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Fredag morgen kom en tilsyneladende harmløs mand cyklende mod et militært checkpoint ikke langt fra hovedstaden Islamabad. Det viste sig, at han havde en bombe på kroppen, som eksploderede og dræbte syv personer og sårede 13. Fem af de dræbte var civile, og to var soldater.
Få timer senere eksploderede en bilbombe på en parkeringsplads i den nordvestlige by Peshawar, som ifølge den lokale politichef sårede otte personer.
Angrebene kommer efter, at det pakistanske militær har indledt en stor offensiv mod Taleban og Al-Qaida for at komme terrororganisationene til livs.
I denne måned alene har der været mindst otte angreb mod politi og militær.