En selvmordsbomber har sprængt sig selv i luften foran en moské midt i den Somaliske hovedstad, Mogadishu.
Foruden gerningsmanden er der indtil videre meldinger om, at en soldat er dræbt i eksplosionen.
Det er endnu uvist, hvem der står bag angrebet.
Men terrororganisationen al-Shabaab har jævnligt udført angreb i Mogadishu.
Ofte er angrebene rettet mod højprofilerede steder som hoteller, militærbaser og områder nær præsidentpaladset.
Al-Shabaab forsøger at skabe et islamistisk kalifat i det østafrikanske land. Gruppen har forbindelse til det internationale al-Qaeda-netværk.
/ritzau/