Foran en supermarkedet i Kabul sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften lørdag morgen, skriver AFP.
Selvmordsbomberen var dog den eneste, der blev dræbt under attentatet.
"Det var et selvmordsattentat, og bombemanden udløste sprængstoffer, der var spændt til hans krop," siger talsmand for det afghanske indenrigsministerium Zemarai Bashary.
Supermarkedet 'Supreme Food Services' leverer mad til de udenlandske styrker i Afghanistan, og det anses derfor som et oplagt terrormål.
De afghanske myndigheder ved endnu ikke, hvem der var mål for angrebet, eller om bombemanden er kommet til at udløse bomben ved en fejl.
Det er ikke mere end små to uger siden, at 18 mennesker, herunder kvinder, børn og seks internationale soldater, blev dræbt af en selvmordsbomber i hovedstaden Kabul.