Hvordan er det at være forelsket?
Og hvordan kommer man i kontakt med en pige eller en dreng, som man føler noget for i en alder af 10-12 år?
Det vil danske folkeskoleelever gerne kunne læse om i bøgerne, når de har seksualundervisning.
Men ofte er bøgerne og undervisningen på skolerne forældede.
Det fortæller psykolog og ph.d. Gert Martin Hald fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Unge vil vide mere
»Det materiale, der er tilgængeligt, er ikke tidssvarende, og der mangler nogle af de ting, som de unge efterspørger. Det, der står om prævention og kønssygdomme, er fint, men der mangler viden om nyere ting som for eksempel, hvordan unge kan forholde sig til pornografi,« siger han.
Ifølge Gert Martin Hald er det vigtigt med en opdateret undervisning, fordi det vil motivere de unge til at sætte sig ind i tingene og tage stilling.
»Eleverne kan da bedre opfange den vigtige viden med nye bøger, end hvis læreren står og messer oppe ved tavlen med en 20 år gammel bog i hånden,« forklarer han.
Enige lærere og forældre
Thomas Damkjær Petersen fra forældreforeningen Skole og Samfund efterlyser også mere moderne bøger.
»Mobiltelefonerne og internettet, som unge bruger meget til at kommunikere med, var der jo ikke for 15-20 år siden. Og det er et vigtigt redskab for de unge. Derfor skal bøgerne også handle om den nye teknologi, ligesom følelser og kærlighed skal være i højsædet i undervisningen,« fortæller han.
Danmarks Lærerforening håber også på, at der snart bliver skrevet nogle bedre bøger.
»Det kan være svært for lærerne at tage emnet op med eleverne, så jo bedre materialet er, jo bedre bliver undervisningen,« siger foreningens formand, Anders Bondo Christensen, der opfordrer til et bredere udbud af bøger.
»Men vi er jo ikke et forlag, der aktivt laver materialet. Det er ikke vores opgave,« siger han.