En kun seksårig dreng er blevet indlagt på Odense Universitetshospital med den frygtede influenza H1N1 - tidligere kendt som svineinfluenza.
"Sygdommen er konstateret efter en rejse til USA, hvor drengen var på ferie med sine forældre," fortæller Arne Sigtenbjerggaard, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune, til Newspaq.
Drengen blev syg efter hjemkomsten og havde inden da nået at være i daginstitution. Vejle Kommune er derfor nu ved at finde ud af hvem, der har været i nærheden af drengen.
"Det kunne være forældre, der har været derinde, eller andre personer, som har været derinde, eller i nærheden af drengen," siger Arne Sigtenbjerggard.
Den seksårige er isoleret på Odense Universitetshospital, hvor han er sat i behandling med tamiflu. De andre børn og de ansatte i institutionen er også sat i behandling med medicinen for at hindre yderligere spredning af smitten. Institutionen holder dog stadigt åbent.
Drengen er det ottende danske tilfælde af influenza A, mens der er i Europa er 1.417 smittet.
På verdensplan er der knap 28.000 smittede på verdensplan og 41 bekræftede dødsfald.
Influenza A har vist sig ikke at være lige så alvorlig og farlig som først frygtet. Den er heller ikke så farlig som en almindelig influenzaepidemi, som normalt koster 1.000 danskere livet hen over en vinter.