Efter et voldsomt slagsmål på asylcentret Sandholm-lejren onsdag blev seks mænd her til aften fængslet for drabet på en 30-årig afghansk mand.
En 26-årig mand er sigtet for drab og drabsforsøg, mens de øvrige fem mænd i alderen 24 til 42 år er sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg.
Retten valgte at lukke dørene til grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning i sagen, skriver Politiken.
Fire af de sigtede mænd blev fængslet i fire uger - de to sidste blev fængslet i to uger. Alle nægter de sig skyldige.
Onsdagens slagsmål på Dansk Røde Kors-asylcentret var ifølge generalsekretær Anders Ladekarl kulminationen på op mod et års uroligheder med daglige slagsmål på centret.
Asylansøgerne bor for tæt på hinanden i centret, og det kan have været med til at udløse konflikten.
I alt 13 personer blev anholdt i nærområdet efter slagsmålet. Syv af dem er løsladt igen.