Et mislykket forsøg på at anholde en højtstående Hamaskommandant førte i dag til skudveksling mellem en væbnet gruppe Hamastilhængere og palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
Mindst seks mennesker blev dræbt under skyderierne, der fandt sted i byen Qalqilya på den nordlige del af Vestbredden.
Tre af de døde var fra de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, mens to døde var Hamas-krigere, og den sidste var den civile ejer af den bygning, hvor skudvekslingen fandt sted.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas', Fatah-organisation har kontrollen med Vestbredden, mens Hamas har magten i Gazastriben.
Skyderierne er det værste udbrud af uroligheder, siden det palæstinensiske selvstyre forbød Hamas for to år siden, skriver AP.