Tysklands kansler, Angela Merkel, sikrede sig søndag den valgsejr, hun siger er nødvendig 'for at føre vort land fremad'.
Merkels CDU fik sammen med søsterpartiet CSU 33,8 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 1,4 procentpoint, skriver berlingske.dk.
Men det er nok til, at Angela Merkel kan tage fat på endnu fire år som tysk forbundskansler. Dog bliver det med en ny regering. For den socialdemokratiske regeringspartner må se sig slået, efter et dårligt valg. I stedet skal Merkel danne regering med det liberale FDP, der har fået 14,6 procent af stemmerne.
Og det passer kansleren godt, som nu går sin drømmeregering i møde.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har allerede ringet og lykønsket Merkel med valgsejren. Der er enighed blandt de to ledere om, at 'med valget af en stærk tysk regering vil samarbejdet blive yderligere styrket og uddybet', meddeler Det Hvide Hus.
Også Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og den britiske premierminister, Gordon Brown, har lykønsket Merkel.