Danmark er i forrygende form i VM i håndbold. Polen blev nedlagt med 28-27 i aftes og dermed er de rød/hvide herrer nu oppe på seks sejre i rap. Og de danske sejre luner i mellemrunden, hvor sejren over Polen betyder, at blot uafgjort mod Argentina kan give plads i semifinalen.
Aftenens kamp mod Polen var en kamp mellem to rød/hvide hold, hvor første halvleg viste klar klasseforskel. Polen, der i kampen var helt i rødt, kunne ikke følge med de hvidklædte danske holdboldherrer, der kunne gå til pause med en seks-måls føring, 15-9.
Især den danske to-meter målvogter Niklas Landin, der til dagligt spiller i Bjerringbro-Silkeborg, ragede godt i vejret. Han var en af hjørnestenene i den store danske pauseføring.
I anden halvleg førte Danmark i store perioder med både tre og fire mål, men alligevel bød de sidste seks minutter på spænding, da en række brændte chancer sente Polen ned på kun et mål bagud.
Til slut misbrugte polakkerne dog chancen for at kampens sidste minutter blev nervepirrende, og Danmark kunne med ro i sindet se tiden rende ud.
Med sejren står de danske håndboldherrer med det ene ben i semifinalen. Ifølge Ulrik Wilbek kræver det dog mindst et point mod de upåagtede og ukendte argentinere.
Og selvom det mest er Messi og fodbold, der fylder mest i det sydamerikanske land, så skal Argentina ikke undervurderes.
"Argentina er kommet til Sverige med et fantastisk talentfuldt mandskab med masser af unge spillere. U-landsholdstræner Ole Nørgaard, min assistent Peter Bredsdorff-Larsen og jeg selv har fulgt dem ved både U19 og U21 VM, hvor holdet er blevet nummer fire og seks. Der bliver virkelig satset på håndbold i Argentina, og det samme er i øvrigt tilfældet i Brasilien og Chile," siger landstræner Ulrik Wilbek til Sporten.dk.
Argentina choksejrede, da de slog værtsnationen Sverige med 27-22 og de tabte med blot et mål til Polen.
Danmark og Argentina brager sammen klokken 20.15 i aften.