Medstifter og nu forhenværende medlem af Ny Alliance, Gitte Seeberg, var til at begynde med skeptisk overfor at lade instruktøren Christoffer Guldbrandsen og hans kamera følge tilblivelsen af partiet.
Nu siger hun om filmen "Dagbog fra midten," der bliver udsendt i aften på DR 2, at den tegner et rimeligt billede, skriver Berlingske.dk.
"Jeg synes, filmen giver en fair fremstilling. Christoffer Guldbrandsen har filmet i hundredvis af timer, så der er mange ting, der ikke er med, og man kunne sikkert også have valgt anderledes. Men overordnet giver den et meget godt billede af, hvad der egentlig skete," siger Gitte Seeberg.
Den omdiskuterede dokumentarfilm af Christoffer Guldbrandsen, der går bag om tilblivelsen og splittelsen af Ny Alliance møder hård kritik fra den anden stifter af partiet, Anders Samuelsen, der mener, at filmen forvrænger virkeligheden og fremstiller nogle personer som gode og andre som onde.
Gitte Seeberg var i første omgang forbeholden overfor Naser Khaders idé om at lade et kamera komme med bag kulisserne, da hun blev præsenteret for ideen samme morgen, som som partiet skulle offentliggøres på et pressemøde.
"Jeg var meget kritisk over for det og har haft mine betænkeligheder undervejs. Men den morgen havde jeg meget andet at tænke på, så jeg lod det passere. Og jeg må sige, at man vænner sig til det. Guldbrandsen har en helt utrolig evne - sådan som andre også har beskrevet det - til at falde ind med sine omgivelser. Det var en aftale, Naser Khader havde lavet, og den ville jeg ikke lave om på," fortæller Gitte Seeberg.
Gitte Seeberg arbejder i dag som generalsekretær i Verdensnaturfonden WWF.