Mens Christiansborg summer af forventninger om et sammenbrud i 2025-forhandlingerne med et efterårsvalg til følge, slår Liberal Alliances partileder fast, at partiet har styr på den interne arvefølge.
Når partistifter- og leder Anders Samuelsen trækker sig, bliver det gruppeformand, politisk ordfører og partilederens højre hånd, Simon Emil Ammitzbøll, der overtager. Det slår Samuelsen fast i Altingets magasin - med "100 procent" sikkerhed.
Hvornår magtoverdragelsen skal finde sted, er til gengæld usikkert, lyder det. Men en række ting skal først være tjekket af på Samuelsens dosmerseddel:
- Når der er langt flere iværksættere, når vi tør lade danskerne vælge selv, når vi tør leve med lidt lavere skatter, når Danmark er blevet et positivt land, et optimistisk land, et vi-kan-godt-land, et tillidsfuldt land, siger han til Altinget.
Adspurgt om vælgerne kan være sikre på, at Liberal Alliances partileder hedder Anders Samuelsen i et valg eller to endnu, lyder svaret, at intet er sikkert i politik.
- Jeg er den partileder, der har siddet i længst tid. Jeg har været der i syv år, og alle er blevet skiftet ud i den tid. Nogen har endda skiftet to gange, siger Anders Samuelsen til Altinget.
Simon Emil Ammitzbøll håber selv, at Anders Samuelsen vil blive siddende som partileder i mange år endnu, siger han til Ritzau:
- Jeg er glad for den konstellation, der er med Anders som leder af partiet, og hvor jeg selv får lov til at være politisk ordfører og gruppeformand. Det har været en stor succes ind til nu, og det tror jeg bare vi fortsætter med.
Liberal Alliance hed Ny Alliance, da Samuelsen i 2007 stiftede partiet sammen med Gitte Seeberg og Naser Khader (nu K). Da Khader efter to år forlod partiet, der i mellemtiden havde skiftet navn til Liberal Alliance, overtog Samuelsen partilederposten.
/ritzau/