Seebach-single snupper alle førstepladser

Rasmus Seebach er tilbage på toppen af alle officielle hitlister med singlen 'I Mine Øjne'.
Seebachs nye single slår stjernens position som popdarling nummer ét fuldstændig fast.
Seebachs nye single slår stjernens position som popdarling nummer ét fuldstændig fast. Foto: PR

Han har for længst solgt 10-dobbelt platin i Danmark, men fansene kan ikke få nok.

Rasmus Seebach er strøget direkte til tops med sin nye single 'I Mine Øjne', som er første forsmag på popstjernens næste album.

Tracklisten, Streaminglisten og Bittracklisten har alle Seebach som kransekagefigur efter udgivelsen af 'I Mine Øjne', skriver TV 2.

Rasmus Seebach har allerede optrådt med sangen flere steder, blandt andet under den store Afrika-indsamling på DR og TV 2. Og nu viser det sig, at publikum, til sangerens store lettelse, tager godt imod den.

"Jeg har været meget nervøs for, hvordan folk skulle tage imod den nye single. Det er selvfølgelig rigtig dejligt at ligge nummer et alle steder, men det er jo bare tal alt sammen. Det vigtigste for mig er, at folk kan lide musikken," siger han ifølge TV2.

Hans næste plade udgives den 17 oktober, og der bliver mulighed for at høre den live med samme. Rasmus tager nemlig på mini-turné i november:

Odense Koncerthus (4. november), Aarhus Musikhus (6. november), Aalborg Kultur & Kongrescenter (9. november) og DR Koncerthus (13. november).

Kilde: TV 2

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.