Det er et forholdsvis stort navn, som DR har hevet op af hatten til deres femte X Factor-liveshow, som ruller over skærmen 9. marts.
80-fænomenet Lionel Richie tager turen over Atlanten for at synge sammen med danske Rasmus Seebach, når de to skal optræde med deres nye version af Richie-klassikeren "Say You, Say Me".
DR er mildt sagt godt tilfreds med duet-besøget.
"Vi kan slet ikke få armene ned af begejstring over det her. At få duet-besøg af Danmarks største mandlige stjerne og en af de seneste 30 års største amerikanske musiklegender kan kun blive et af de mest unikke øjeblikke i dansk X Factor-historie," siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme.
"Jeg synes, det er en fantastisk gave at give til både seerne og vores hårdtarbejdende deltagere, som i den grad fortjener at skulle dele scene den aften med en af klodens store musikikoner," fortsætter han.
Besøget sker i anledning af, at musiktemaet i X factor den aften bliver "Rasmus Seebach".
Kilde: DR