Det er surt at sidde i bilkø, og i Kairo var hele byen nærmest en lang kø tirsdag, hvor manglen på benzin virkelig blev tydeliggjort.
I løbet af hele det sidste år har Egypten været plaget af en brændstofkrise, og nu ser det ud til, at situationen er blevet yderligere forværret. Der er allerede planlagt massive demonstrationer mod regeringen d. 30. juni, hvor præsident Mohammed Morsi og hans regering kommer til at stå for skud. Det er nemlig præcis et-året for Morsis lederskab, hvor kritikere mener, at præsidenten har prioriteret sit Muslimske Broderskab højere end de økonomiske problemer, der trykker landet. Som eksempelvis den akutte mangel på brændstof i Kairo.
Modstandere af Morsi forlanger, at præsidenten træder tilbage og udskriver et nyt folkevalg.