Når Amalie danser på bordet til klassefesten eller Frederik tisser i en potteplante, så er det ikke en privat sag.
For nutidens teknologi betyder, at vennerne i løbet af ingen tid lægger en video, tekst eller billeder af handlingen på nettet.
Og det er en overtrædelse af af straffelovens bestemmelser om privatlivets fred, skriver Berlingske Tidende.
Men de unge er faktisk ligeglade.
"For det er på den måde, unge i dag opbevarer deres minder. Det nytter lige så lidt at bede dem holde op med at bruge internettet som at bede dem holde op med at være teenagere," siger ekstern lektor på CBS og konsulent i digital strategi, Søren Schultz Hansen, til avisen.
Blandt de 14-16-årige har 86 procent en profil på internettet. 66 procent af dem fylder profilen op med private billeder, og 27 procent erkender, at de har lagt billeder ud af andre uden at spørge om lov, hvilket er ulovligt, viser en undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge.
Hele 57 procent har selv oplevet at finde billeder af sig selv på nettet, uden at uploaderen har spurgt om lov.