Hun er kærlig og bramfri, den gode Lene Nystrøm Rasted.
Allerede inden finalen i Voice - Danmarks bedste stemme er afgjort, så har den ene coach allerede skabt underholdning.
Aqua-Lene er altid god for lidt sjove og skøre indslag. Og det beviser hun igen ved at sige, inden aftenens show, at hun vil snave med værten Felix.
- Jeg lover, at jeg snaver Felix i finalen, konstaterer hun ifølge tv2.dk.
Tidligere har den skønne sangerinde også været rundhåndet med kyssene. I denne sæson har hun smækkysset med deltageren Jean Paul Espinosa, mens hun i første sæson af sangkonkurrencen kyssede den daværende vært Morten Reesen.
- Jamen, jeg vil da hellere kysse med Felix end med Morten. Men det kræver jo også, at Felix flirter lidt tilbage. For jeg kan jo ikke bare sidde og flirte, hvis det kun sker den éne vej, siger Lene Nystrøm til tv2.dk.
Og ifølge den 39-årige coach har hendes musikermand Søren Rasted intet imod hendes kærlige omgang med andre mennesker.
- Han kendte mig i seks år, før vi blev gift. Så han vidste udmærket, at jeg er et meget kærligt menneske. Og det er ikke bare over for mænd, men også kvinder. Der bliver givet alt for lidt krammere generelt, så det forsøger jeg at rette op på, siger nordmanden.
Kilde: TV 2