Kaidence Donda West.
Det er efter sigende navnet på den datter, realitystjernen Kim Kardashian og rapikonet Kanye West kunne sige hej til efter fødslen lørdag, skriver Female First.
Dermed indtræder hun i familien Kardashians navngivningstradition, der foreskriver, at pigerne bliver givet et fornavn med K som begyndelsesbogstav. Det har indtil videre ført til navnene Kim, Kourtney og Khloé, der er Kim Kardashians søstre - og nu kommer altså også Kaidence.
Historien bag mellemnavnet Donda er den simple, at det var far Kanyes afdøde mors navn.
Kims søster Klhoé Kardashian-Odom var ikke sen til at logge på Twitter for at dele de glædelige nyheder med resten af verden.
- Jeg kan ikke engang begynde at beskrive det mirakel, der nu er en del af vores familie. Mor og barn er sunde og hviler sig. Vi sætter pris på al kærligheden, skrev hun og fortsatte senere:
- Der vil komme mere information, når tiden er til det. Tak for jeres forståelse! Vi elsker jer alle sammen! Overvældet af kærlighed lige nu, sluttede hun.
Lille Kaidence er både Kanye West og Kim Kardashians første barn.
/ritzau/