Er du loyal, ekspert i sølvtøjspudsning og kan du holde munden lukket om, hvad de kongelige foretager sig i hjemmet?
Så er du måske prins William og hertuginde Kates nye husholderske. Parret søger nemlig hjælp til at passe den 100-værelser store herregård Anmer Hall i Norfolk, og derfor har de opslået en annonce i det britiske magasin "The Lady". Det skriver Hello Magazine.
- Husholderske søges til stort hjem i Norfolk. Vi leder efter en med tidligere erfaring, gerne i et stort hjem og helst hos en børnefamilie med hunde, kan man blandt andet læse i annoncen.
I annoncen understreger prinsen og hertuginden, at det er et altoverskyggende krav, at man er loyal og diskret. Hovedopgaverne vil være rengøring, sølvtøjspudsning, dagligvareindkøb, modtagelse af leverancer samt at vaske og vedligeholde parrets tøj.
Den kommende husholderske skal også forberede måltider for parret og til tider byder arbejdet også på børnepasning og hundeluftning.
Indtil parret har fundet deres nye husholderske, flytter hertuginde Kates forældre ind i den store herregård for at hjælpe til.
Prins William og hertuginde Kate venter deres andet barn, som forventes at komme til verden i april. Parret har allerede prins George, der fylder to år til juni.
Newspaq