De fineste rober var hevet frem, da dronning Margrethe og prins Henrik tirsdag aften var værter ved et gallataffel i anledning af statsbesøget fra Island.
Den 76-årige monark og den 82-årige franskfødte prins havde inviteret Islands præsidentpar, Guðni Thorlacius Jóhannesson og fru Eliza Jean Reid, til fornem middag i Christian VII's Palæ på Amalienborg.
Sammen med regeringen, præsidiet, den islandske delegation og udvalgte virksomheder deltog også dronningens 72-årige lillesøster, prinsesse Benedikte, samt kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i gallataflet.
Menuen stod blandt andet på pighvar- og hummerterrin, dyrekølle, champignontærte og chokoladekage med chokolademousse, fremgår det af kongehusets hjemmeside, hvor også billederne fra den fine fest er lagt ud.
Her kan man blandt andet se et foto af dronningen, der holder tale for Islands præsident, inden Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede den islandske nationalmelodi for præsidentparret.
Også Guðni Thorlacius Jóhannesson holdt tale for den danske regent, inden "Kong Christian", som er Danmarks anden nationalsang, blev spillet.
Se alle de flotte fotos her: http://kongehuset.dk/foto-video/den-kongelige-families-ankomst-til-gallataffel-paa-amalienborg
/ritzau/FOKUS