Der blev affyret skud, men ingen kom til skade, da to ukrainske krigsskibe blev stormet i havnen i Sevastopol på Krim-halvøen torsdag.
Angrebsmændene menes at være pro-Rusland-aktivister, der viser deres modvilje mod Ukraines militære tilstedeværelse. Skibene har ligget i havnen i ugevis i en spændt situation, hvor de har været flankeret af russiske krigsskibe men nægtet at overgive sig.
Og nu, hvor både Rusland og størstedelen af Krims indbyggere føler, at Krim igen tilhører Rusland, så mente aktivisterne altså, at det var tid til at gå ombord på de ukrainske skibe og hejse det russiske flag.