Når de værste tømmermænd har lagt sig efter nytårsfesten, så vil flere tusinde danskere vågne op til en lønnedgang på flere tusinde kroner. Og det er ganske frivilligt.
Til gengæld får de nemlig tilbudt skattebegunstigede frynsegoder lige fra forsikringer, fitness-kort, mobiltelefoner, pc-udstyr og store fladskærme.
De fleksible lønpakker er erhvervslivets modtræk mod multimedieskatten.
"Der er i øjeblikket overordentlig stor interesse for sådanne modeller. Ikke mindst fordi man nu kan inddrage populært pc-udstyr i pakkerne," siger Niels Sonne, der er skatteekspert og partner i Deloitte, til Jyllands-Posten.
"Og hvis en ansat vælger at gå flere tusinde kroner ned i løn om måneden til fordel for sådanne goder, er multimedieskatten på vej til at blive udhulet, allerede før den træder i kraft," fortsætter han.
Faktisk er efterspørgslen så stor, at Deloitte har udsendt en manual til, hvordan pakkerne skal sættes sammen, uden at Skat stiller kritiske spørgsmål.
Multimedieskatten betyder, at man som ansat beskattes af 3.000 kroner årligt, hvis man privat bruger en firmabetalt telefon, computer eller opkobling til internettet.