Seerne på TV2's populære morgenprogram, Go' Morgen Danmark, kan snart se frem til at møde en ny - men dog erfaren - vært.
P3-legenden Adam Duvå Hall bliver ny vært på morgenprogrammet, og den garvede radiovært glæder sig til udfordringen.
- Jeg har lavet så mange forskellige ting, og det her bliver et miks af det hele kogt ned på én enkelt morgen. Det er ret stort. Det er et godt match, siger Adam Duvå Hall til TV2.dk.
Synonym med P3
Den 43-årige Adam Duvå Hall var en del af Talentholdet på Danmarks Radio i 1999, og siden har han nærmest været synonym med P3.
Både som vært på 'Monkey Business' og 'Formiddagen med Adam og Sara' og senere som redaktør for satire og udvikling i DR.
Adam Duvå Hall har også TV-erfaring fra bl.a. TV 3 som vært på programmerne ’Fristet’ og 'Jeopardy.' Tre gange har han været vært på Dansk Melodi Grand Prix. Han deltog desuden i 15. sæson af 'Vild med dans', hvor han og partneren Mie Martha Moltke måtte forlade konkurrencen efter tre fredage på dansegulvet.