Den økonomiske krise kradser, og staten Californien er ingen undtagelse, hvilket får guvernør Arnold Schwarzenegger til at tage utraditionelle midler i brug.
Et budgetunderskud på cirka 160 milliarder kroner har ført til en række tiltag for at spare, og et af dem er at løslade 27.000 fanger fra statens fængsler.
På den måde vil staten ifølge Los Angeles Times kunne spare over syv milliarder kroner årligt.
Californiens folkevalgte skal i alt helst blive enige om besparelser for 100 milliarder kroner, og det ventes at de fleste nedskæringer vil ske i skolesektoren.
Også et sundhedsprogram for statens fattigste vil blive ramt, og både republikanere og demokrater er enige om, at det bliver en smertefuld proces.
Planen om besparelser kommer til formel afstemning i Sacramento torsdag.