Terminatoren kunne ikke holde sperminatoren i bukserne.
Det står nu helt klart, efter at den tidligere actionhelt har indrømmet, at han fik et barn med en tidligere hushjælp for ti år siden.
Det skriver Los Angeles Times.
I sidste uge annoncerede Schwarzenegger og konen gennem 25 år, Maria Shriver, at hun var flyttet ud af parrets fælles hjem. Siden er det kommet frem, at ægteskabet gik i stykker grund af hans evindelige utroskab.
Nu viser det sig, at den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for Maria Shriver, var, da Arnold indrømmede, at han har et ekstra barn på ti år.
Arnold Schwarzenegger beklager sine handlinger over for Los Angeles Times.
"Jeg forstår og fortjener vreden og skuffelsen fra mine venner og min familie. Der er ingen undskyldninger, og jeg tager det fulde ansvar for den skade, jeg har forvoldt. Jeg har undskyldt til Maria, mine børn og min familie. Jeg er virkelig ked af det," skriver Schwarzenegger i en udtalelse til avisen.
Hushjælpen, der selv er gift, har ønsket af være anonym. Gennem hele barnets opvækst har det officielt været ægtemandens barn, selvom Arnold har hjulet økonomisk.
Om hendes eget ægteskab har holdt til afsløringen, vides ikke.
Kilde: Los Angeles Times