Kasper Schmeichel stopper i Notts County 11. maj. Det oplyser han i en pressemeddelelse. Klubben og Kasper Schmeichel er blevet enige om at opløse den femårige kontrakt, de to parter underskrev i august sidste år.
"Kasper har spillet storartet for klubben hele sæsonen, og under alle problemerne uden for banen er han blevet ved med at være ualmindeligt professionel. Vi ville have elsket at beholde Kasper i klubben, men finansielt har det ganske enkelt ikke været muligt," siger klubbens administrerende direktør, Jim Rodwell.
Kasper Schmeichel, der nu kommer til at stå transferfri, er også tilfreds med aftalen og satser på en kontrakt med en Premier League-klub eller en klub i næstbedste engelske række, hvilket vil være et ordentligt skridt opad i forhold til Notts County, der spiller i den engelske fjerdedivision.
"Det er smigrende at blive sat i forbindelse med andre klubber i pressen, men indtil videre er der ikke kommet nogen bud på mig, så jeg må jo bare vente og se, siger Kasper Schmeichel, der stadig ser tilbage på sæsonen i Notts County med glæde.
"Jeg har haft en perfekt sæson i Notts, og jeg har nydt hvert øjeblik, og jeg vil stå forrest i køen til sæson-dvd'en," siger Kasper Schmeichel.