Som verdens bedste målmand var Peter Schmeichel aldrig bleg for at råbe og skrige af sine medspillere. Nu udråber han også den person, der efter hans mening bør stå i spidsen for det danske landshold, når Morten Olsen engang træder tilbage fra posten. Det skriver Ekstra Bladet.
"Morten Olsen har to år tilbage af sin kontrakt med DBU. Efter den periode kan jeg ikke se en bedre afløser end Frank Arnesen," siger den danske målmandslegende ifølge avisen.
Udtalelserne fra The Great Dane kom i forbindelse med arrangementet "History of Legends", der blev afholdt i Operaen og også havde foredrag fra ikonet Alex Ferguson og Frank Arnesen selv på plakaten.
"I min verden skulle man gøre ham til landstræner meget snart. Han har den hollandske mentalitet, og jeg er sikker på, at han ville kunne gøre et fantastisk job," uddyber 'Verdens bedste målmand' fra 1992 og 1993 om Frank Arnesen.
Som aktiv nåede Frank Arnesen 52 kampe og 14 mål for landsholdet. Efter en overgang som talentchef i Chelsea er han i dag sportsdirektør i den engelske storklub. Og det er ikke en stilling, han lige umiddelbart er til at lokke væk fra, selv ikke med et landstrænerjob som lokkemad.
"Man skal aldrig sige aldrig i fodboldens verden, men landstrænerjobbet er ikke noget, jeg går rundt og tænker over," siger Frank Arnesen til avisen.
Også Morten Olsen selv har tidligere peget på Frank Arnesen som sin mest oplagte afløser på landstrænersædet.