I august 2007 tilbød Peter Schmeichel og en række pengemænd at overtage kriseramte Brøndby IF med en kapitalindsprøjtning på 250 mio. kr.
Men Brøndby-chef Per Bjerregaard og co. takkede nej, og det er det TV3-studieværten lykkelig for i dag, hvor Brøndby har fået vendt krisen uden hans hjælp.
"Jeg er glad for, at det projekt, jeg havde gang i, ikke lykkedes, for flere af de pengemænd, jeg havde bag mig, har det ikke særlig godt i dag. De er hårdt ramt af finanskrisen, men det kunne vi ikke vide dengang," siger Peter Schmeichel til B.T.
Han glæder sig i stedet over, at tilbuddet måske var med til at sparke en ny udvikling i gang på Vestegnen.
"Det kunne jeg forestille mig, men det vigtigste er, at der er sket noget," siger Peter Schmeichel.