Målmandslegenden Peter Schmeichel skifter fodbolden ud med spaden.
Den 58-årige sportsstjerne har nemlig dannet rockbandet The Ones sammen med Niklas Schneidermann og Anders Ramhede fra Magtens Korridorer.
Det afslører The Ones i en pressemeddelelse, som Euroman bringer.
- Min far var professionel musiker. Og i hans familie var musik både stor passion og en karriere. Det var min far, som insisterede på, at jeg skulle lære at spille et instrument, siger Peter Schmeichel i pressemeddelelsen ifølge magasinet.
The Ones drager til efteråret på en musikalsk talkshow-turné.
Det vil være en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik krydret med anekdoter og personlige erindringer fra Peter Schmeichels liv med fodbold, familie, musik, Manchester i 90'erne, Brøndby og landsholdet, lyder det videre i pressemeddelelsen ifølge Euroman.
Første show har premiere på Stagebox i København 22. september. Frem til og med 1. oktober går turen videre til KulturCenter Skive i Skive, Grønnegades Kaserne i Næstved, Monjasa Park i Fredericia, Turbinen i Randers, Tobaksgaarden i Assens og sidst Horsens Ny Teater i Horsens.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus