Grith Larsen
Opdateret 28 dec. kl. 14:14
DR-parret Maria og Pelle Peter Jencel fordobler snart børneflokken.
I januar 2021 blev parret forældre til datteren Penelope Athene Diamanti Jencel, og den lille pige kan nu se frem til at blive storesøster i det nye år.
De to radioværter venter nemlig deres andet barn.
- Vi er forresten i fuld gang med at lave en lillebror, afslører Maria Jencel på Instagram.
Også Pelle Peter Jencel deler nyheden på sin Instagram-profil.
- Ja, vi kunne ikke lige styre os, så til sommer får Penelope en lillebror, jubler den vordende far til to.
Parret hilser kun tanken om pseudotvillinger mere end velkommen, siger Maria Jencel til Ekstra Bladet.
- Vi håber på, at det vil betyde, at de får en ekstra tæt relation. Vi ved selvfølgelig godt, at det kan være hårdt med to så små børn. Men det ser vi på, når det kommer, siger den vordende mor til to til avisen.
31-årige Maria Jencel og 36-årige Pelle Peter Jencel mødte hinanden på DR og blev kærester, da de i 2018 lavede radioprogrammet "Sommermorgen" sammen.
Efter et halvt års forhold faldt Pelle Peter Jencel på knæ, da parret var på ferie i Tanzania i Afrika i januar 2019.
Sommeren samme år blev de gift på Pelle Peter Jencels fødeø, Bornholm. Der forenede de også deres respektive efternavne, Jensen og Arcel, til Jencel.
I sommer i år blev de gengift på den græske ø Lesbos.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus