Schleck: Jeg kan være blevet forgiftet

Den dopingmistænkte cykelrytter Fränk Schleck afviser alle anklager og siger, han kan være blevet forgiftet.
Fränk Schleck, her sammen med lillebor Andy, mistænkes for doping.
Fränk Schleck, her sammen med lillebor Andy, mistænkes for doping. Foto: Scanpix/AFP/Damien Meyer

Radioshack-Nissan-rytteren Fränk Schleck nægter at have taget doping og kræver derfor at få taget en B-prøve, der skal bevise hans uskyld.

- En læge fra UCI har her til aften (tirsdag) meddelt mig, at et forbudt stof er fundet i min urin under en rutinemæssig dopingkontrol foretaget 14. juli 2012, siger han ifølge det luxembourgske medie RTL, skriver cyclingnews.com.

- Jeg benægter kategorisk at have taget noget som helst forbudt stof.

- Jeg har ingen forklaring på testresultatet og vil derfor insistere på, at min B-prøve skal testes, hvilket er min ret, lyder det fra rytteren, der er blevet taget ud af løbet af sit hold som en konsekvens af den positive prøve.

Og hvis prøven alligevel vil vise det samme resultat som den første, må forklaringen være en anden, insisterer Schleck.

- Hvis den analyse bekræfter det oprindelige resultat, vil jeg argumentere for, at jeg har været offer for en forgiftning, siger han.

Fränk Schleck afleverede 14. juli en urinprøve, som viste sig at indeholde det vanddrivende og ulovlige middel xipamid.

Luxembourgeren lå nummer 12 i årets Tour de France, da han blev taget ud.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.