Scandlines må ikke overvåge restauranterne på ruten Gedser-Rostock med video. Det prøvede ledelsen ellers i marts, fordi den påstod, at nogle af tjenerne havde stjålet i restaurationen.
Men efter en kort strejke og protest fra 3F blev kameraerne pillet ned og sat til at afvente en faglig voldgift rejst af 3F.
Det har højesteretsdommer Thomas Rørdam afgjort i en faglig voldgiftsag rejst af 3F.
Begrundelsen er, at Scandlines ikke har nogen driftsmæssig begrundelse for overvågningen, skriver fagforbundet på sin hjemmeside.
Scandlines har blandt andet anført, at videoerne også skulle bruges, hvis kunder klagede, eller ansatte blev overfaldet. Men de argumenter modsvarede ikke den krænkelse, som tjenerne oplevede ved at blive overvåget.
Konsulent i 3F Privat Service, Hotel & Restauration, Bent Moos, er glad for kendelsen.
"Desværre tror mange arbejdsgivere i disse tider, at de kan indføre video under henvisning til mistanke. Det viser sagen her, at man altså ikke kan. Det er også positivt, at det nu er fastslået, at det var helt uberettiget at udstille tjenerne som tyvagtige," siger han.