Først kom "The second you sleep". Så solgte de flere hundrede tusinde plader. Og pludselig blev de overhalet af deres egen succes.
Men nu er Saybia igen at finde på koncertscenerne efter flere års nødvendig pause.
- Det er svært at spå om, hvad der var sket, hvis vi bare var fortsat. Men pausen har gjort os til fem voksne mennesker med hver vores identitet. Før var vi også voksne, men vi sad fast i en eller anden drengeklub med nogle bestemte roller. Pausen var nødvendig, og den har været rigtig god for os. Det har aldrig været sjovere at spille i Saybia, end det er nu, slår forsanger Søren Huss fast.
- Nu er det vel noget, man kan kalde et lykkeligt ægteskab, siger Jess Jensen, der spiller keyboard i bandet.
Præmissen er at give hinanden plads til også at være andet end et Saybia-medlem. For eksempel har alle i gruppen nu et andet arbejde ved siden af hitgruppen - simpelthen fordi Saybia ikke længere er et fuldtidsband, men et seriøst weekendband.
I løbet af pauseårene er der derfor blevet ændret radikalt på bandet, men ikke på fanskaren. Det stod klart for Saybia, da de torsdag spillede for tusindvis af publikummer på Tinderbox.
- Vi er så taknemmelige for, at der stadig står så mange folk foran scenen, når vi kommer for at spille. På en eller anden måde føles det vildere nu, og vi kan bedre tage det ind, siger Jess Jensen.
- Ja, og jeg er jo pessimist, så jeg troede, at der måske kun ville stå 300 mennesker. Vi har prøvet mange forskellige scenarier, men selvfølgelig er det sjovest, når der er mange folk til at give respons. Deres glade ansigter er en fornøjelse at se, siger Søren Huss.
Musikken fra 2015-albummet "No sound from the outside" indeholder stadig de følelser, som Saybia er kendt for. Men måden at servere dem på har forandret sig. Det understreger frontmand Søren Huss ved at synge starten af omkvædet fra gennembrudshittet fra 2002, "The second you sleep", helt karikeret og desperat backstage.
- I stay to watch you fade away, begynder han, inden han forklarer:
- Vi har jo prøvet at være unge mænd, der tror, at de bliver forladt. Nu er sangene er mere nøgternt fortalt, fordi er vi voksne mænd, der trækker vejret dybt og fortæller på en anden måde, siger han.
Men teksterne om hjertesmerte kræver endnu en ingrediens for at fungere til en koncert, mener Saybia. Det må nemlig ikke blive for stift og planlagt, for så kunne publikum ligeså godt gå hjem og sætte pladen på.
På Tinderbox-scenen resulterede det for eksempel i, at Søren Huss pludselig løftede op i skjorten og trommede på sin bare mave. Det er befriende, også selv om han ikke har sixpack, men nærmere en fustage, siger han med et grin.
Ud gennem højttalerne flød også en reference til tv-serien "Matador", hvor Misse Møhge låser sin mand ude på altanen på deres bryllupsnat. Han ender med at dø, mens hovedpersonen i Saybias sang stadig står derude og håber på at komme ind, fortalte forsangeren på scenen i Odense.
- For mig er det blevet vigtigt at være uhøjtidelig mellem numrene, når vi optræder. Det må aldrig blive et skemalagt show, for så dør jeg indvendigt. Jeg har ikke planlagt minutiøst, hvad jeg vil sige til publikum, og sådan som jeg oplever det, kan folk godt lide det nærvær, siger Søren Huss.
/ritzau/FOKUS