Sikkerhedsstyrker i Saudi-Arabien har lørdag dræbt otte mænd i ildkamp. Ifølge myndighederne var ofrene mistænkt for at forberede "terrorangreb".
- De dræbte havde dannet en celle, som planlagde terroraktiviteter rettet mod statens sikkerhed, siger en talsmand for sikkerhedsstyrkerne til Saudi-Arabiens officielle nyhedsbureau.
Ifølge talsmanden blev de otte dræbt efter at have affyret skud mod sikkerhedsstyrker, der havde omringet en lejlighed, hvor mændene havde forskanset sig.
- De blev opfordret til at overgive sig, men reagerede ved at åbne ild mod sikkerhedsstyrker, og det resulterede i, at de blev dræbt, siger talsmanden.
Ingen civile eller sikkerhedsfolk kom til skade i aktionen, der fandt sted i Qatif-regionen i den østlige del af ørkenstaten.
Området er kendt som en højborg for Saudi-Arabiens shiamuslimske mindretal, som ofte har beskyldt regeringen, der domineres af sunnimuslimer, for diskrimination. En påstand, som styret i hovedstaden Riyadh benægter.
Ansporet af de store folkelige oprør, der i 2011 brød ud i mange lande i Mellemøsten og blev kendt som Det Arabiske Forår, har shiamuslimer i Saudi-Arabiens østlige provins flere gange demonstreret mod regeringens påståede forskelsbehandling.
En af frontpersonerne i protestbevægelsen, den fremtrædende shiamuslimske ayatollah Nimr al-Nimr, blev i 2016 dømt for terror og henrettet.
Henrettelsen af prædikanten, som var fortaler for shiamuslimers rettigheder i både Saudi-Arabien og omkringliggende lande, skabte raseri blandt hans trosfæller over hele verden.
Desuden forværrede det forholdet mellem Iran, hvor shiamuslimer udgør flertallet, og ærkerivalen Saudi-Arabien.
Det shiamuslimske samfund skønnes at udgøre mellem 10 og 15 procent af kongedømmets befolkning på 32 millioner.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP