En sikkerhedsmedarbejder fra SAS var med til at sikre, at det var sikkert at flyve over det uroplagede land.
Det oplyser flyselskabet, efter det er kommet frem, at SAS fløj over Afghanistan trods advarsler fra FN og USA.
"Vi lavede en ret omfattende sikkerhedsvurdering med inddragelse af flere efterretningsvæsener, ligesom vi havde en sikkerhedsmedarbejder afsted for at indhente oplysninger," siger SAS' kommunikationsdirektør, Claus Sonberg, ifølge politiken.dk.
Farerne ved at flyve over Afghanistan var ellers til at få øje på. Bl.a. havde klanlederne sovjetiske kampfly, som kunne gå i luften.
Klanlederne var desuden ude med advarsler offentligt, hvor de truede med at ramme vestlige mål.
Blandt dem, der gav SAS oplysninger, var den danske pilot og eventyrer Michael Burgess, der arbejdede for FN og Røde Kors.
"Han var en af de kilder, vi talte med på det tidspunkt. Grunden var, at han fløj i området. Han var en af de mest erfarne med den bedste information," fortæller SAS' kommunikationsdirektør.