SAS har tirsdag morgen fremlagt et rigtig dårligt regnskab, hvori det fremgår, at selskabet vil skille sig af med 3.000 medarbejdere. Derudover vil 5.600 andre stillinger forsvinde fra SAS som følge af frasalg.
Den voldsomme fyringsrunde vil begynde i år og skal på langt sigt sikre aktionærerne deres værdier i selskabet, lyder det i en pressemeddelelse fra SAS.
Heri fremgår det også, at selskabet sætter gang i en ny strategiplan, kaldet Core SAS, som skal føre flyselskabet tilbage til kerneydelsen - at servicere de skandinaviske flykunder i Norden.
"2008 vil formentlig gå over i historien som et af de mest udfordrende og turbulente år, flyindustrien nogensinde har oplevet," siger topchef Mats Jansson som kommentar til årsresultatet.
Den nye plan skal give SAS besparelser i størrelsesordenen 2,7 mia. svenske kr. i de kommende to år.