SAS omdirigerer nu sine fly til lufthavnen U-tapao, der ligger 150 kilometer fra Bangkok. Det sker, da den internationale Suvarnabhumi-lufthavn i Bangkok stadig er lukket af demonstranter. Det første SAS-fly afgår lørdag aften kl. 20.20 fra lufthavnen i Stockholm.
Søndag kan strandede passagerer i Bangkok så komme med på returflyet SK976 til Stockholm. Passagererne bliver transporteret i busser til lufthavnen U-tapao og de ventes at ankomme til Sverige søndag aften.
"Vi er glade for, at vi igen kan flyve til og fra Thailand, så vi kan få passagererne ud af Bangkok," siger den adm. dir. i SAS International, Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.
SAS oplyser samtidig, at de strandede passagerer vil blive transporteret ud af Thailand ud fra princippet om, at dem der har ventet længst kommer først af sted.
"Vi beklager den ubelejlighed, som denne situation har skabt for vores passagerer, men har gjort, alt hvad vi kan for at gøre det bedste for dem, som er blevet påvirket af situationen i Bangkok," siger Lars Sandahl Sørensen.